Alle har sikkert hørt undskyldningen ”min hund åd mine lektier” I dette tilfælde var det så hesten der åd mine.

Det skete en tirsdag eftermiddag for nogle år siden, da jeg havde fundet ud af at det kunne være en super god ide at lave lektier sammen med Onner, han ville jo altid gerne vil have lidt ekstra opmærksomhed og lidt mere kærlighed, så det var en god måde at tilbringe lidt ekstra tid sammen med ham; eller det troede jeg i hvert fald det var.

Så jeg rykkede en skammel ind i boksen til ham og satte mig til at lave lektier sammen med ham. Det var rigtig hyggeligt og gik egentligt også rigtig fint, trods nogle afbrydelser hvor Onner lige ville være i fokus og snakke. Men pludselig syntes Onner altså at bogen alligevel fik alt for meget opmærksomhed til, hvad han brød sig om og fandt nødvendigt, han valgte derfor at tage sagen i egen hånd ved at tage matematikhæftet i munden og gå hen i hjørnet af sin boks, mens han gik med hæftet i munden og gumlede på det.

Efter det var mit matematik hæfte nærmest tilintetgjort, med tandaftryk, savl og andre lækre ting. Hæftet blev aldrig sig selv igen…

Den var lidt svær at forklare i skolen næste dag, men i det mindste havde folk ikke hørt den undskyldning før.

Onner